NSfK Contact Secretary for Denmark

Dansk kontaktsekretær for Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi (NSfK) søges

Da vor nuværende kontaktsekretær trækker sig efter 12 års tjeneste, skal vi finde en ny. Det drejer sig om en mindre deltidsstilling, der pt. honoreres med € 1440 årligt, hvorfor den godt kan passes ved siden af en fuld stilling. En nærmere beskrivelse af stillingens indhold følger nedenunder.  Vi ønsker en person, som interesserer sig bredt for det kriminologiske område, og som er god til skriftlig kommunikation. Hvis dette kunne være noget for dig, er du velkommen til at kontakte den svenske sekretariatsleder Carina Johansson carina.johansson[at]criminology.su.se eller det danske rådsmedlem Annick Prieur ap[at]socsci.aau.dk for nærmere information. Ansøgning skal sendes til Annick senest 20. juni 2019.

NSfK blev etableret i 1962 af justitsministerierne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Formålet er at fremme den kriminologiske forskning i medlemslandene og at rådgive de respektive myndigheder om spørgsmål relateret til kriminologi. Rådet består af tre medlemmer fra hvert land, udpeget af landenes justitsministerier. Rådet uddeler bevillinger til forskning, arbejdsgrupper og forskningsrejser, samt organiserer et årligt forskningsseminar og seminarer, hvor forskere og myndighedsrepræsentanter mødes.

I hvert medlemsland samt Færøerne og Grønland har NSfK en kontaktsekretær.

Kontaktsekretærerne har til opgave at opretholde kontakten mellem NSfK og de nationale kriminologiske forskningsmiljøer. Denne opgave består hovedsageligt i at bidrage med kriminologiske og kriminalpolitiske nyheder fra Danmark til NSfK’s månedlige nyhedsbrev og publicere indlæg i NSfKs sociale mediekanaler. Herudover er kontaktsekretærerne ansvarlige for at bistå medlemmerne af Rådet og NSfK’s sekretariat i forbindelse med tilrettelæggelse af NSfK’s seminarer i Danmark samt i forbindelse med afholdelse af rådsmøder, arbejdsgruppemøder m.v. Kontaktsekretæren vælges af Rådets medlemmer i deres eget land for en løbende periode eller efter aftale med sekretariatet.

Kontaktsekretærerne aflønnes med et grundbeløb fastsat af Rådet. Grundbeløbet udbetales i to rater i juni og december. Kontaktsekretær aflønnes med yderligere halvdelen af det årlige grundbeløb, når deres land er vært for et forskerseminar.  Desuden modtager kontaktsekretærerne Nordic Journal of Criminology vederlagsfrit. Kontaktsekretærerne bør også så vidt muligt deltage i seminarer mv. arrangeret af NSfK, dog ikke rådsmøder.